Dansende vinduer: Tilla Theus‘ nye vartegn til Horw

Facadens andet påfaldende karaktertræk er materialet. Aluminiumvægromberne 44 x 44 er fascinerende. De lader omgivelserne falde ind i stemningen, da den forsigtigt afspejler dem. Skyerne og deres bevægelser afbildes i natureloxeringen. En yderligere fremhævning er de fremspringende kanter. Med udgangspunkt i indgangspartiet, som skulle tematiseres, snor facaden sig opad – helt op til taget, som indgår i en enhed med facaden. Romberne giver facaden en struktur. 

„Vi designer og realiserer vores byggerier i forhold til stedet med dets fremherskende betydning og i overensstemmelse med bygherrens behov“, forklarer den flere gange prisvindende, schweiziske arkitekt. Når dette lykkes, kan en bygning hverken stå et andet sted og ej heller finde sin plads i en anden by. Hver ny ordre er således en ny udfordring. Ud over kompetencen og erfaringen er det hårde arbejde for Tilla Theus i sidste ende afgørende for resultatet: „Arbejde, arbejde, arbejde, overarbejde og endnu mere overarbejde“. Efter de første idéer handler det om videreudvikling, om efterprøvningen af den praktiske anvendelighed og om tilretningerne. „Et nybyggeri er en ombygning“, beskriver hun nøgternt processen. 

Martin Amstutz og hans medarbejdere i Abdichtungsbau Durrer AG var ansvarlige for gennemførelsen af projektet. Der skulle monteres 17.000 romber på de 3.100 m2 store facade med 352 vinduer. En effektiv planlægning var udgangspunktet, fortæller håndværkeren Amstutz. Gennemførelsen af projektet startede først med fire, derefter med otte, og på de travleste tidspunkter med 16 mand på byggepladsen. Opmålingen af underkonstruktionen, montering af konsoller, vinkler og varmeisoleringen to lang tid, og først med monteringen af vinduesrammerne opnåedes den første store milepæl. Den enkelte havde en nøjagtig målsætning, hver håndværker modtog sin briefing. Én etage, én side, én dag var formlen. En imaginær linje udgjorde retningsbestemmelsen lodret opad. Den sørgede for sikkerhed. „Facaden på et hus er som et menneskes ansigt“, forklarer Amstutz. „Det lever, det opfattes forskelligt af andre, vi udvikler os og får rynker. Præcis det samme sker for en facade.“ 

Før Prefa-romberne kunne monteres, fastgjordes dobbeltomegaen med Würth-nitter, der passer perfekt til underkonstruktionen og facaden. På den måde udvikledes en prototype, hvormed vi høstede de første erfaringer. Efter at grundlaget var lagt, startede håndværkerne med at montere romberne nedefra og arbejdede sig opad i højden. „Mange udfordringer blev trods intensiv planlægning først løst på stedet“, understreger Martin Amstutz, der med sit team brugte meget tid i projektforløbet på at løse ad hoc-problemer og optimere arbejdsmåden.